ml6

 Foto: Mikael Larsen

Bibeltekst: “Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevare fuldt ud jeres ånd og sjæl og legeme lydefri ved vor Herre Jesu Kristi komme.” (1. Thes. 5,23)

Vi er skabt som et helt menneske: Krop, sjæl og ånd. Det betyder en gensidig påvirkning mellem kroppen, sjælen og ånden, jfr. F.eks. psykosomatiske lidelser.

Kroppen betyder derfor også noget i vores relation til Gud i kraft af samspillet med vor ånd (sædet for vor gudbilledlighed)… Alt skabt rummer mere end sit blot fysiske væsen, det er jo derfor, fysiske elementer er bærere af Guds nåde i sakramenterne; f.eks. er korn og druer skabelsens gaver; vi ser et potentiale i dem til næring og glæde og gør dem til brød og vin. Vi modtager brød og vin som Kristi legeme og blod, for Gud bruger brødets og vinens potentiale til at give sig selv til os til vækst og glæde.

Vores krop er et Guds tempel: Ordet bor i vore hjerter, og Helligånden vidner med vor ånd, at vi er Guds børn. Derfor kan vores måde at bruge kroppen på fremme eller hæmme vores relation til Gud. Tænk på den sammenkrøbne måde vi mange gange beder på (vi bøjer os ind over os selv, det kan næsten se ud, som om vi beskytter os mod Gudsnærværet, som frøet, der beskytter sig mod kulden i den frosne jord bag sin hårde skal) i modsætning til den klassiske bedestilling med de løftede og åbne arme (som stiller os sårbare foran Gud, så at Gud kan spejle sig i vort hjerte).

Der er også en sammenhæng mellem det fysiske hjerte og det åndelige hjerte; det er mere end en metafor, når vi taler om menneskets ånd eller vor persons center som hjerte; hjertet udfører fysisk, hvad ånden gør åndeligt…

Inspiration:

Tag vare på jeres krop; den er en gave fra mig. Stil jeres krop til rådighed for mig. Jeres krop er skabt til at bære mit nærvær, og jeres krop vidner om mig. I min skabelsesplan er jeres krop et sakramente, et helligt tegn, som levendegør mit nærvær, og som bringer min glæde over skabningen til udtryk.

- Herre, hvordan skal det forstås? Hvordan skal det dog ske?

Jeg har skabt jer i mit billede. Det betyder, at mit Skaberord spejles i jeres ånd eller hjerte. Men jeres ånd er ikke adskilt fra jeres sjæl og jeres krop. Både krop og sjæl er rettet henimod mit billede i hjertet. Kroppen virkeliggør sig i sjælen og ånden; ånden oplyser sjælen og levendegør kroppen.

Kristus-i-jer tjener gennem kroppen jeres medmenneske og jeres medskabning. I kan kun udtrykke jeres sande selv – hvad der ligger i ånden – gennem jeres følelser og tanker og gennem jeres kroppe.
Kristus-i-jer rækker i jeres kroppe ud over jer selv til næsten.

Når I tager et menneske ved hånden, oplever dette menneske et nærvær, som på én gang er jeres medvandring og min medvandring. Gennem jer erfarer mennesker, at jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

- Herre, hvordan kan vor krop være et sådant vidnesbyrd om Kristus-med-os, når den dog nedbrydes og dør?

Jamen, ser du det ikke? Jeg bor i dig, selv når din krop ældes og nedbrydes. Din vished om, at jeg er hos dig under sygdom, med din krops skrøbeligheder, og når du dør, viser, at det fysiske stof aldrig er skilt fra mig – og derfor skal du opstå igen med et legeme af helliggjort stof. Din krops fysiske stof er udskiftet mange gange hele dit liv igennem, og dog har du været og er et helt menneske: Krop, sjæl og ånd. Dette viser dig, at det fysiske stof sammenføjes i dig til liv som udtryk for den jordiske skabnings helligelse i mig. Alle tilværelsens elementer – fysiske, sjælelige og åndelige – er samlet i Kristus, min Søn, ved hvem og til hvem de også blev skabt. Dette er din krop vidnesbyrd om, fordi din krop udgør et mikrokosmos af den jordiske skabning, og fordi du, som den, du er, er helliggjort i Kristus, min Søn. I opstandelsen sker det på ny for jer, og sammen med den forløste menneskehed vil I alle være Jesu krop – og hele den jordiske skabning vil med jer finde sig selv i ham.

- Herre, det ligger ud over mn forstand, og dog giver det mig håb.

Ja, i håbet, troen og kærligheden kan du modtage dette. Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende og fuldendelse.